《‌2019, Sommeren med dig》小雪英xy

2、Kapitel 2: Startet i den varme sommer 2019, slutter for resten af mit liv i 2025

　　Den 3. august 2019 forlod Xueying os.

　　Hun forlod Suzhou uden et ord og forsvandt helt ud af mit synsfelt. I starten troede jeg bare, at det var et kort adskillelse – at om et par dage eller to uger ville jeg igen se den OQC-inspektør i lyserød fabriksuniform med det smilende ansigt i værksted 1B2F hos Mai Rui. Men dagene gik, værkstedet summede stadig, maskinerne brummede stadig, og jeg så hende aldrig igen.

　　Den 2. oktober 2019 var der næsten to måneder siden, hun gik. Mit hjerte var fyldt med tunge tanker, og jeg kunne ikke sidde stille. Jeg spurgte mig selv igen og igen: Har hun forladt jobbet? Kommer hun aldrig tilbage? Vil jeg nogensinde møde Xueying igen i mit liv?

　　Denne panik fangede mig helt. Jeg kunne ikke fokusere på arbejdet, havde ingen lyst til at gå på arbejde og var ikke interesseret i noget omkring mig. Alle troede, at jeg bare var doven og ikke ville arbejde – kun jeg vidste, at jeg savnede hende, og at jeg ikke kunne slippe det hastige første møde i sommeren.

　　Jeg kunne lide hende så utrolig meget, men turde aldrig indrømme det. Jeg frygtede adskillelse mest af alt, så jeg viste aldrig mine følelser. Men selv da jeg skjulte al min forelskelse forsigtigt, endte det alligevel med adskillelse. Hun gik, helt uden at efterlade et spor. Mit hjerte var tomt, som om en hel sommer var blevet suget ud af mig.

　　Den 21. oktober 2019 gik jeg alene til Suzhou Museum for knuste hjerter. I det rum fyldt med beklagelser var der udstillinger af kærlighed og adskillelse fra utallige mennesker. Men da jeg så alle historierne og alle de gamle genstande, var alt, hvad jeg så i mine øjne, mit hjerte og mine tanker, Xueying. Overalt var hendes skygge. Jeg så andres beklagelser og græd mine egne tårer. Den dybeste sorg er ikke en dramatisk adskillelse – det er at aldrig have haft hende, men at have brugt al min glæde på hende.

　　Den 20. december 2019 tog jeg til Chongyuan-templet i Suzhou. Jeg knælede foran Guanyin-buddhaen og bad inderligt. Jeg ville spørge guddommen: Er der stadig en skæbne, der lader mig møde Xueying igen? Jeg vil så gerne se hende igen – bare et kort blik fra afstand er nok. I de måneder søgte jeg på alle mulige måder for at finde hende og få nyheder om hende. Men i den store menneskemængde fandt jeg aldrig et spor af hende. Denne følelse af magtesløshed trykkede mig næsten til at kvæles.

　　Den 31. december 2019, den sidste dag i året, forlod jeg Mai Rui helt. Det værksted, hvor jeg mødte hende, den stilling, der bar hendes ømhed, det sted, der var fyldt med min forelskelse hele sommeren – jeg satte aldrig mine fødder der igen. Et sted uden hende er meningsløst, selvom jeg kender det så godt. Med mit hjerte fyldt med beklagelse og sorg forlod jeg stedet skamfuldt og ondt, og afsluttede al min glæde og skuffelse i 2019.

　　Lige efter brød pandemien ud i 2020. Verden ændrede sig, byen blev stille, og alles liv blev sat på pause – men min savn efter hende stoppede aldrig et sekund. Den 1. maj 2020 fandt jeg arbejde hos Flextronics i Suzhou. Jeg troede, at et nyt miljø og et nyt sted ville hjælpe mig med at komme videre og mindske min besættelse. Men besættelsen havde allerede slået rod og var dybt ind i mine knogler.

　　I juli 2020 spillede skæbnen et puds på mig. Jeg mødte tilfældigt Xueyings ven. Bare et kendt ansigt fik alle de gemte minder til at strømme frem. Sommeren 2019, den lyserøde fabriksuniform, hende med smilet, den hastige adskillelse – alt kom tilbage til mig på en gang. I det øjeblik brast jeg sammen. Jeg ville så, så gerne se hende igen. Savnet blev en sygdom, der ingen medicin kunne helbrede. Jeg kunne ikke blive der længere, og kort efter forlod jeg resolut Flextronics. Alt andet var godt, men intet sted havde hende.

　　Den 30. april 2021, to år senere, vendte jeg tilbage til Mai Rui i Suzhou. Denne gang traf jeg en beslutning, der var drevet af min besættelse – jeg valgte afdelingen 1B2F, hvor hun engang arbejdede. Jeg ville stå på den stilling, hun engang stod på, gå ad de veje, hun gik, og mærke det sted, hun engang var. Selv hvis hun ikke var der, ville jeg bare være tættere på hende – endnu tættere.

　　Den 26. maj 2021 var en dag, der både gjorde mig glad og ondt for resten af livet. Jeg fik endelig tilføjet Xueying på WeChat. Den glæde og begejstring i det øjeblik kunne ikke beskrives. To års savn, to års søgen, to års lidelse – det føltes endelig som om, de havde fundet et hjem. Men efter kort tids glæde kom en isnende kulde. Hun fortalte mig stille, at hun havde en kæreste. I et øjeblik brast al den forventning, jeg havde samlet i to år, og mit hjerte gjorde ondt som om det var skåret over. Jeg holdt smerten tilbage og talte med hende om de ting, der skete, da hun forlod Suzhou dengang. Hun sagde mildt til mig, at hun takkede for, at jeg huskede hende. Jeg smilede bittert i mit hjerte – hvordan kunne jeg nogensinde glemme dig? Du var min sommer i 2019, den person jeg tænkte på dag og nat, den person jeg knælede foran Buddha for at bede om at se igen.

　　Hendes ven Sun Min havde længe forstået mine følelser. Alle vidste, at jeg elskede Xueying dybt – kun hende selv opdagede det sent. Hun fortalte mig gradvist om hendes urolige liv efter, at hun forlod Suzhou. Hun tog til Chengdu, arbejdede der kort tid, og forlod jobbet efter to måneder for at tage hjem. Senere ville hun prøve lykken i Guangzhou, men allerede den anden dag i Guangzhou sagde hun, at hun ville hjem. Da jeg hørte om hendes urolige liv, gjorde mit hjerte ondt – jeg var fyldt med medfølelse og savn.

　　Senere fortalte hun mig, at hun ikke havde penge, og ville låne nogle af mig. I det øjeblik ville jeg så gerne hjælpe hende uden tøven og beskytte hende – men jeg havde ingen ret til det. Jeg var ikke hendes kæreste, havde ingen status eller ret til det. Al min forelskelse måtte holdes tilbage i forsigtighed.

　　I juli 2022 kom hun tilbage fra Guangzhou. Hun fortalte mig, at hun havde fået vandkopper, og at hun havde slået op med sin kæreste. Hun var ked af det og følte sig uretfærdigt behandlet. Da jeg så hende være nedtrykt, var mit hjerte fyldt med medfølelse – jeg ville gøre alt for at trøste hende og være hos hende. Mens vi talte, spurgte hun pludselig: "Hvorfor har du aldrig haft en kæreste eller giftet dig?" Jeg tav i lang tid. Jeg sagde, at jeg for længe siden havde givet et løfte foran Guanyin-buddhaen, og at jeg ikke ville fortælle hende det – fordi mit hjerte altid har haft en person, jeg kan lide utrolig meget. Hun blev lidt forundret og spurgte mildt tilbage: "Du kan da ikke lide mig, vel?" Jeg samlede alt det mod, jeg havde samlet i tre år, og svarede åbent: "Jo, hvorfor har du først opdaget det nu." Jeg fortalte hende, at Sun Min havde kendt til mine følelser i lang tid, men aldrig fortalt hende det. Med en knugende stemme spurgte jeg hende: "Xueying, ved du det? Jeg har ventet på dig i tre hele år. Ved du, hvordan jeg overlevede disse tre år? Ved du, hvor mange gange jeg bad Buddha om at lade os mødes igen og få en lykkelig slutning?" Hun sagde stille: "Du behøver ikke spørge – det må have været hårdt. Undskyld, jeg kan ikke sige ja til dig. Jeg vil ikke giftes langt væk fra mine forældre, og jeg kan ikke forlade dem. Undskyld, tilgiv mig." Disse få simple undskyldninger knuste min treårige besættelse helt. Jeg havde intet at sige – jeg kunne bare bære al beklagelse i stilhed.

　　Den 3. august 2022, præcis tre år efter at hun forlod Suzhou, huskede jeg, at hun kan lide lyserødt, og købte en buket lyserøde blomster specielt til hende. Jeg fortalte hende al den kærlighed, savn og vedholdenhed, jeg havde gemt i mit hjerte i tre år og aldrig sagt til nogen. Jeg gjorde mit bedste for at møde denne kærlighed med oprigtighed. "Xueying, ved du det? Før jeg mødte dig, tænkte jeg aldrig på at giftes. Efter jeg mødte dig, tænkte jeg aldrig på at giftes med nogen anden end dig. Hvis du giftes med en anden, betyder det, at jeg ikke er god nok – så vil jeg aldrig giftes, som en straf for mig selv. Undskyld, mit hjerte har kun dig. Jeg kan lide dig så utrolig meget!" Men til sidst afviste hun mig stadig mildt men bestemt: "Undskyld, Shen Shen. Vi kan kun være venner. Ellers skal vi stoppe her." Jeg var så utilfreds, men måtte give op. Jeg brugte al min ømhed og vedholdenhed, men fik kun ordet "ven" til gengæld. For at hun ikke skulle føle sig utilpas på grund af min vedholdenhed, sagde jeg til hende: "Xueying, fordi jeg elsker dig, giver jeg op. Når jeg ser dig rynke panden ofte på grund af min vedholdenhed, gør mit hjerte ondt. Det burde ikke være sådan. Jeg vil have dig til at være lykkelig. Hvis min afgang kan gøre dig lykkelig, er jeg glad for, at jeg endelig kan gøre noget for dig. Hvis adskillelse kan give dig lykke, er jeg villig til det."

　　Kun to måneder senere fortalte hun mig, at hun havde fået en ny kæreste. Jeg sagde intet og modtog al min sorg i stilhed. I det øjeblik hadede jeg mig selv for at være magtesløs og fej – for at møde hende for tidligt, og for at forelske mig for sent.

　　I 2023 døde min tante ved en ulykke. Det år var jeg dybt i sorg, mit liv ændrede sig pludseligt, og alt i mit hjerte var tomt. Jeg kontaktede hende aldrig igen frivilligt – jeg gemte alle mine tanker og alt mit savn dybt inde i mig. I 2024 var jeg optaget af at forberede mig til min køreprøve (del 3), levede mit liv hårdt og holdt mit savn tilbage uden at forstyrre hendes liv. Den 12. november 2024 huskede jeg stadig hendes fødselsdag og sendte hende mine lykønskninger præcis på dagen. Men hun svarede mig kort: "Du behøver ikke huske det mere." I det øjeblik forstod jeg det med det samme. Jeg vidste, at hun snart skulle giftes – min omtanke var allerede blevet en byrde for hende.

　　På den 15. dag i den første måned i 2025 lagde hun et billede op på sin vennekreds – et billede fra hendes forlovelsesfest. Der var ingen stor ceremoni, ingen travl scene – kun et simpelt billede af dem to og korte engelske navne. Da jeg så dette simple forlovelsesopslag, var jeg tavs i lang tid og kunne bare sukke stille. Den person, jeg har tænkt på i mange år, hører til en anden nu. Senere giftede hun sig – hun lagde ikke engang et billede op på sin vennekreds, men gik stille ind i en andens liv. Den 1. oktober 2025 fandt jeg ud af, at hun var gravid og snart skulle føde. Andre syntes, det var en lykkelig begivenhed – kun mit hjerte gjorde ondt uudholdeligt. Jeg var mere bekymret for hende, tænkte mere på hende og havde mere medfølelse med hende end nogen anden – men jeg havde ingen ret til at spørge ind til hende, være omsorgsfuld eller være hos hende. Jeg kunne kun se hende fra afstand, tænke på hende i stilhed og bære min egen smerte.

　　Siden da har jeg ikke kontaktet hende igen. Ikke fordi jeg ikke elsker hende længere – men fordi kærligheden gør for ondt. Fra det første møde den 27. juni 2019 til 2025, hvor hun blev gift og mor. Nogle mennesker mødes kun kort tid, men bliver husket hele livet. Xueying, tak fordi du dukkede op i min sommer i 2019. Og siden da har jeg aldrig mødt nogen anden, hvis smil kan helbrede hele min verden ligesom dig. I de kommende år vil jeg stadig tænke på dig, som jeg altid har gjort. Jeg brugte seks hele år af min ungdom på at være tro mod en person, tænke på en person og vente på en person – og endte med beklagelse og forlod scenen helt. I hele mit liv var det dig, jeg mødte først, det var dig, jeg var besat af, og det var dig, jeg fortryder. Det var den ømmeste møde i min ungdom – og også den største beklagelige adskillelse.