《‌2019, Sommeren med dig》小雪英xy

1、Kapitel 1: Fortrydelse og det forpassede øjeblik Man

　　Mange år er gået. Jeg har gået ad mange veje og mødt mange mennesker, men det, jeg aldrig kan slippe, er stadig den sommer i Suzhou i 2019.

　　Den 27. juni det år mødte jeg Xueying for første gang.

　　Det var meget varmt i Suzhou den dag. I værkstedet brummede maskinerne, og folk strømmede frem og tilbage – støjende og kedeligt. Men midt i al den støj så jeg hende.

　　Hun arbejdede som OQC-inspektør i værksted 1B2F hos Mai Rui. Hun bar en ren lyserød fabriksuniform, simpel, men så ren, at man blev forelsket ved første blik. Alle andre på arbejde så trætte og udtryksløse ud – kun hende var anderledes.

　　Hun smilede virkelig meget.

　　Uanset om hun kontrollerede produkter, tjekkede data eller bare kiggede op og tænkte sig om, havde hun altid et mildt smil på læberne. Hendes øjne var buede, rene, uskyldige uden en eneste urenhed. Dengang kiggede jeg stille på hende – så hende, mens hun arbejdede seriøst, så hendes utilsigtede smil.

　　Den sommer fik al min ømhed og forelskelse fra hende.

　　Vi havde ingen dramatisk historie, ingen flirt, ingen bekendelse. Jeg kiggede bare stille på hende og kunne lide denne pige i lyserød fabriksuniform, der altid smilede, i det skjulte.

　　Jeg husker, da vi arbejdede natskift, da hun drak vand, da hun gik ud af værkstedet – jeg var bag hende. Forsigtigt fulgte jeg efter hende, bange for at skræmme hende. Hendes kop var så sød, med navnet "Zhang Xueying" tydeligt klistret på. Når hun vendte hovedet, løb jeg væk med det samme. Fordi jeg var bange, fordi jeg ikke følte mig god nok, fordi jeg ikke kunne beskytte hende. Skyggen fra den mobning, jeg oplevede i skolen to år tidligere, sad stadig i mig. Alligevel fulgte jeg altid efter hende. Så længe hun var der, så længe jeg bare kunne se hende, var jeg allerede tilfreds. Jeg så hende ofte hænge ud med en anden pige, og senere fandt jeg ud af, at hendes navn var Sun Min – hendes bedste veninde.

　　De kun 40 dage var den reneste og mest uforglemmelige tid i mit liv.

　　Jeg troede, at dagene ville fortsætte sådan – stille og mildt. Jeg troede, at jeg kunne se hende i lang tid endnu.

　　Men skæbnen var kort og grusom.

　　Den 3. august 2019 – jeg ville aldrig have troet, at det ville være sidste gang, jeg mødte hende. Hvis jeg havde vidst, at det var vores sidste møde, ville jeg have kigget på hende meget længere. Jeg ville have sat mig på fabriksbussen i Kuantang og snakket med hende i lang, lang tid. Jeg ville have fortalt hende, at jeg altid ville vente på hende.